Millionbevilling til kvalificeret musikundervisning for kommunens børn og unge med ASF
Slots- og Kulturstyrelsens pulje ”Grib Engagementet” har bevilget 1.010.000kr til projektet ”Mød Musikken”.
”Grib Engagementet” har netop uddelt 20 millioner kroner til i alt 13 forskellige kommunale modelforsøg. Projekterne skal være langtidsholdbare modeller, der giver flere børn og unge adgang til og lyst til deltagelse i kunstneriske aktiviteter (Slots- og Kulturstyrelsen).
Furesø Kommune har ansøgt om midler til at gennemføre ”Mød Musikken”; et samarbejde mellem Furesø Musikskole, Autismeafdelingen v/Lille Værløse skole samt ph.d. og lektor ved Musikterapiuddannelsen ved Aalborg Universitet, Ulla Holck. Projektet forløber i 2022 og formålet er at udvikle musiktilbud for elever med Autisme Spektrum Forstyrrelse (ASF) gennem kompetenceudvikling af musikunderviserne ved Furesø Musikskole samt afprøvning af forskellige tilbud på alle klassetrin i autismeafdelingen v/Lille Værløse Skole. Musikskolen vil gennem evaluering af dette modelforsøg også i fremtiden kunne rumme og tilbyde kvalificerede undervisningstilbud til denne målgruppe samt kunne inkludere elever med andre typer af psykisk sårbarhed bedre i eksisterende tilbud. Således vil projektet have en levetid, der rækker langt ud over bevillingsperioden og være til gavn for Furesøs børn og unge.
For yderligere information kontaktes Musikskoleleder; Jes Gram: 72164101.